Kants inferentialisme trækker på en bred vifte af kilder for at præsentere en læsning af Kants teori om mental repræsentation som et direkte svar på de udfordringer, som Hume har formuleret i A Treatise of Human Nature. Kant afviser de konklusioner, som Hume drager, med den begrundelse, at disse er baseret på Humes teori om mental repræsentation, som Kant tilbageviser ved at fremsætte indvendinger mod Humes behandling af repræsentationer af komplekse tilstande og dommens natur. I stedet kombinerer Kant en redegørelse for begreber som slutningsregler med en detaljeret redegørelse for perception og selvet som stedet for begrebsmæssige normer for at danne en komplet teori om menneskelig erfaring som et essentielt regelstyret foretagende, der sigter mod at producere en repræsentation af verden som et system af objekter, der nødvendigvis er forbundet med hinanden via kausale love. Denne fortolkning af den historiske dialektik beriger vores forståelse af både Hume og Kant og bringer Kants indsigt i mental repræsentation i nutidige bevidsthedsfilosofiske debatter til live. Kants version af inferentialisme er både modstandsdygtig over for indvendinger mod samtidige beretninger, der fremstiller disse som former for sproglig idealisme, og tjener som et middel mod malplaceret humeisk scientisme om repræsentation. . Sprog: Engelsk