Visuelle metaforer i en række Mahayana sutraer konstruerer en diskurs, hvor visuel opfattelse tjener som en model for viden og oplysning. I Visdommens Fuldkommenhed (Prajnaparamita) og anden Mahayana litteratur symboliseres umiddelbar adgang til virkeligheden ved vision og sættes i modsætning til sprog og konceptuel tænkning, der opfattes som tilsløring af virkeligheden. Ud over sine filosofiske manifestationer fungerede spændingen mellem vision og sprog også som en legitimeringsstrategi i den tidlige heterodokse Mahayana-bevægelses kamp for autoritet og legitimitet. Denne vægt på vision tjente også som en ressource for det rigelige mytiske billedsprog i Mahayana sutras billedsprog, der er ritualiseret i Vajrayana visualiseringspraksis. McMahan bringer en bred vifte af litteratur til at bære på dette spørgsmål, herunder en sjælden analyse af det overdådige billedsprog af Gandavyuha Sutra i sin indiske kontekst. Han afslutter med en diskussion af indiske tilgange til visualitet i lyset af nogle nylige diskussioner om okularcentrisme i vest, der inviterer forskere til at udvide den nuværende diskussion af vision og dens roller i konstruktionen af epistemiske systemer og kulturelle praksisser ud over dens udelukkende europæiske og amerikanske fokus. Sprog: Engelsk