Bekymringen over stigende statsvold, frem for alt i Latinamerika, udløste en hidtil uset drejning til en global menneskerettighedspolitik i 1970'erne. Patrick William Kelly hævder, at Latinamerika spillede den mest afgørende rolle i disse gennemgribende ændringer, for det var både målet for menneskerettighedsfortalervirksomhed og stedet for en række vigtige udviklinger for regional og global menneskerettighedspolitik. På baggrund af casestudier af Brasilien, Chile og Argentina undersøger Kelly krystalliseringen af nye forståelser af suverænitet og social aktivisme baseret på individuelle menneskerettigheder. Aktivister og politikere formulerede en ny praksis for menneskerettigheder, der slørede nationalstatens grænser for at give et individ et sæt rettigheder, der er beskyttet af folkeretten. Men rettighedsrevolutionen havde sin pris: Den marxistiske kritik af amerikansk imperialisme og global kapitalisme blev langsomt fortrængt af den minimalistiske bøn om ikke at blive tortureret. Sprog: Engelsk