I dette oplysende og originale nye værk kombinerer Kevin Yuill omfattende arkivforskning med en omhyggelig analyse af tidens intellektuelle klima for ikke blot at undersøge de betingelser, der gjorde Nixons positive særbehandling mulige i 1970'erne, men også hvad der motiverede Nixon til at handle, som han gjorde. Han argumenterer for, at for fuldt ud at forstå, hvorfor Nixon omfavnede positiv særbehandling, må man fuldt ud tage højde for den skiftende kontekst for amerikansk liberalisme i 1970'erne. Yuill hævder især, at selvom regeringspålagt positiv særbehandling ikke passede ind i den vækstorienterede liberalisme efter krigen, fremstod den som en vigtig reguleringspolitisk skabelon i en æra, der i stigende grad var præget af indskrænkede horisonter for socialpolitik.